
I mange af de stevnske sagn berettes det om, hvordan væsner, som elvere, nisser og lignende højfolk* blandede sig i stevnsboernes hverdag, men til tider sker det at væsnerne manifesterer sig som en synlig del af stevnsboernes liv som for eksempel når de bytter deres egne børn ud med menneskebørn. Et sådant barn kaldes for en skifting.
Fra Store Heddinge kendes folgende historie om en skifting:
“Engang boede der en kone i byen, der kaldtes Skotte-Karen.
Hun havde en søn, der ikke kunne gå indtil han var oppe i 20-årsalderen, og han blev derfor trukket omkring i en vogn.
Desuden skulle han have været vanskabt af udseende. Han havde dog en særlig evne til altid at kunne sige, hvor bortkomne ting befandt sig.
Tidligere lå der i Bjælkerup en høj, der hed Kjæfthøj. Den menes at være blevet sløifet (fjernet), på et tidspunkt i sidste halvdel af 1800-tallet.
Højen lå der endnu da Skotte-Karens søn var ganske lille. Som barn plejede sønnen at lege nær Kjæfthøj. Måske endda for tæt. Byens folk
mente, at Skotte-Karens søn var blevet taget ind af højfolket, som i stedet havde sendt en af deres egne drengebørn ud for at vokse op blandt menneskene.
Sønnen var en skifting, et barn af højfolkets slægt.”
Historier om skiftinge kendes fra hele Europa. Før i tiden havde mennesket ikke den samme adgang til information og lærdom, som vi i dag nyder godt af.
Som vordende forældre var den eneste kilde til erfaring om børn den umiddelbare omgangskreds: familie og venner. Passede omgangskredsens lærdom om børn ikke til det faktiske resultat, der viste sig efter fødslen, nåede man til tider den konklusion, at det måtte være det forkerte barn som man
stod med på armen – barnet var blevet udskiftet med andet menneskelignende væsen.
Der var mange årsager til at man mistænkte et barn for at vare skifting: medfødt handikap, misdannelser, talebesvær, kolik m.m. kunne alle vække mistanke hos forældrene.
Tekst: Martin Hyldquist Mosberg
*Højfolk: Højfolk er en ældre betegnelse fra nordisk folketro, der beskriver overnaturlige væsener, som ifølge sagnene levede skjult i især gravhøje og bakker. Begrebet højfolk omfatter væsener, som i dag oftest forbindes med elvere, trolde og nisser. Nisserne kunne dog bo i folks huse og på bondegårde. I de gamle nordiske folkesagn fortælles det, at højfolket levede parallelt med menneskene, men forblev oftest usynlige og adskilt fra den almindelige verden. Dog kunne mennesker og højfolkets veje krydses, hvilket er de sagn der oftest fortælles den dag i dag.
– Tilføjelse af Lise Sommerlund